Politik ér en holdsport – med behov for nye spillere!

Anne Thomas, spidskandidat for Alternativet har fuldstændig ret: det er en kæmpe udfordring at få den bornholmske vælgerskare til at stemme anderledes, end de plejer.

Dermed er det også interessant at læse i Anne Thomas synspunkt, Bornholms Tidende den 7/6 2017 at kun 8 ud af de nuværende 27 folkevalgte personer, der i dag sidder i kommunalbestyrelsen, sidder der fordi de fik stemmer nok til at repræsentere den bornholmske befolkning. Og de fik flere, end de havde brug for. Derfor afleverede de deres overskydende stemmer til andre kandidater på enten samme liste, eller på helt andre partilister (valgforbund). På den måde blev hele 14 ud af de 27 stole tildelt kandidater der fik færre end 250 personlige stemmer.

Jeg er ærgerlig over dette – spinkle – parlamentariske grundlag og vil gerne tage del i dialogen om, hvad der skal til, for at vælgerne stemmer anderledes, end de plejer.

Er det nye partiprogrammer? Er det antallet af mærkesager som rammer det, man selv interesserer sig for? Er det en smart ført valgkamp,  måske på de sociale medier – eller HVAD?

For mig er svaret at det BØR være en tillidssag! Tillid til den enkelte kandidat og dennes evne til at føre, som Anne Thomas også efterlyser, ’den gode samtale’ i salen, dén hvor holdninger brydes og formes, så man sammen kan nå frem til, hvad der tjener bornholmerne – og Bornholm bedst.

Vælgeren skal kunne have tillid til, at en afstemning i salen er udtryk for, hvad de folkevalgte mener. Alle stemmer tæller i salen, men spørgsmålet ér, hvor mange NEJ stemmer, der af partidisciplin ude i partigrupperne tvinges til JA stemmer (eller modsat). Det kan man kun gisne om. Dén form for topstyret politik, bryder jeg mig ikke om. Bl.a. derfor opstiller jeg på Bornholmerlisten, hvor min stemme er MIN – helt frem til afstemning i salen.

En vindmøllepark på land var snublende tæt på at blive en realitet  til trods for massive høringssvar, der så mindeligt og veldokumenteret bad om, at man fandt andre måder at nå et CO2 2025 mål på. Blot en enkelt modig stemme fra en byrådskandidat, der gik imod sit parti’s indstilling reddede os fra en beslutning, som fortjente en revurdering.

Men hvad vil der ske, hvis vælgerne gør som de ’plejer’  ved stemmeurnen i november og gir’ Socialdemokratiet  deres uforbeholdne stemme – også i applaus på, at det jo i mange henseender går rigtigt godt for Bornholm nu? Hvad vil der ske, hvis netop øens største parti bliver endnu større – og så stort, at de har simpelt flertal i kommunalbestyrelsessalen?

Personligt tror jeg, at vi så vil få en vindmøllepark på land – til trods for alle protester imod, for flertallet har man selv. Og ja, det flertal vil man så i øvrigt også have i alle andre sager.  Ville det nytte igen at stille spørgsmål véd, om vi er ved at forbygge os på Rønne Havn, når vi igen skal drøfte en havneudvidelse, der måske rækker langt ud over, hvad behovet ér? Hvad vil der være tilbage at diskutere?

Er det et sådant – topstyret – parlament, bornholmerne ønsker sig?

Det er ikke dét parlament, jeg ønsker mig, for i min optik vil det ikke være tilstrækkeligt demokratisk.

Hvert 4. År har vi mulighed for at forny vores lokale demokrati – 21. November står vi der igen – i stemmeboksen og er klar til afkrydsning. Stemmer vi som vi plejer, eller tør vi stemme NYT?
Kommunen tegnes af de mennesker, der er folkevalgte og i front og at få nye folk på pladserne betyder ikke, at udviklingen går i stå. Udviklingen er med Bornholm i disse år – og det vil den også være med nye folk i salen.  Men KULTUREN vil ændre sig. Noget vil blive gjort anderledes.  Muligheden for at TÆNKE NYT vil opstå, når selv trænede politiske hoveder får nye sparringspartnere. Er det ikke en chance, vi bornholmere bør tage, når vi går til valg i november? Det synes jeg.

Selv stiller jeg op på Bornholmerlisten – som er en borgerliste, 100% fri af  både topstyring og partidisciplin, der dikterer os til at stemme i én bestemt retning. Det passer mit frihedssyn godt, også at vi ikke er gået i valgforbund med andre partier, for vi ønsker nemlig at blive valgt af frie bornholmere, som stoler på, at vi kan tale deres sag i salen udfra, hvad der tjener bornholmerne – og Bornholm bedst .

 

Lisbeth Riemann

Kandidat på Bornholmerlisten, liste W

Kan kontaktes via mail på www.bornholmerlisten.dk